Der er skrevet meget om 1-10-89 reglen, der helt kort fortalt siger, at 1 procent af brugerne skaber indholdet, 10 procent interagerer og deltager aktivt mens de resterende 89 procent er passive nydere.
Lad mig starte med at sige, at der ikke er noget galt i at være passiv nyder. Men det sagt, er der ingen tvivl om, at vi – ligesom alle andre sociale websites – gerne ser at de to første grupper bliver større end 1 og 10 procent.
Men hvordan gør man så de grupper større? Vi har tænkt meget i at belønne brugerne. Ikke med mammon eller point, som man ser på andre sites – men derimod med større brugbarhed. Når man stemmer på et sted på mitKBH, arbejder sitet nemlig videre og hjælper dig med at finde steder, der er mere relevante for dig. Anmeldelser fra brugere, der har samme smag som dig, bliver fremhævet. Og federe endnu: mitKBH begynder selv at anbefale steder til dig, som sandsynligvis vil passe til dig (se for eksempel min profil, hvor jeg bl.a. bliver foreslået Umami og De Gaulle). MitKBH hjælper altså den enkelte bruger med at finde ud af, hvad der er skidt og kanel. Ikke i alles øjne, men ud fra dine helt personlige præferencer.
Det betyder, at vores brugere ikke udelukkende giver stjerner, fordi de vil være med til at sætte deres præg på København. Men også fordi det giver sitet en større værdi for dem selv, rent egoistisk. Den kombination af altruistiske og egoistiske motiver tror vi på.
Men det er jo kun noget, der belønner “de 10 procent”, for merværdien er knyttet til de umiddelbart kvantificerbare ratings, man giver. Et endnu ubesvaret spørgsmål er, hvordan man giver større værdi til de mange, der skriver anmeldelser (og det er altså noget mere end 1 procent på mitKBH!). Vores egne bud spænder fra alt fra overfladiske pointsystemer til “noget med nøgleord”, hvor man måske kan relatere brugere, der bruger de samme nøgleord meget. Har du nogen gode ideer, så skriv en kommentar!