Vi glæder os til at se dig. Husk at tilmelde dig!
Cand. KBH.
maj 24, 2007Som vi tidligere har blogget om er der to flinke studerende, der skriver speciale med mitKBH som case. De bider ikke og hvis du har tid og lyst, ville du gøre dem glade, ved at hjælpe. Se nedenfor.
/redaktionen
Kære brugere af mitKBH.dk
Vi er to specialestuderende, som er i gang med at skrive speciale med mitKBH som case. I den forbindelse vil vi gerne snakke med dig – en bruger af mitKBH – om din brug af siden, og evt. også din brug af andre sociale websteder.
Interviewet kan foregå i vores mødelokale (som ligger 3 min gang fra Forum), eller det sted der passer dig bedst. Det skal bare være et roligt sted, og altså ikke foran højtalerne til endnu en støttekoncert for Ungeren. Tidspunktet skal naturligvis passe os alle, bare det er i løbet af juni måned.
Interviewet tager max. en time og som tak for hjælpen modtager du et gavekort til en billet til Empire Bio (byens bedste biograf jf. mitKBH).
Vores baggrund i specialet er en generel interesse for web 2.0 / sociale medier, og vi studerer begge en kombination af datalogi og kommunikation på Roskilde Universitetscenter. Derudover er vi aktive brugere af mitKBH.dk.
Vi søger mellem 4 og 6 brugere til vores interview.
Hvis du har fået lyst til at hjælpe os, må du gerne sende os en mail, så vi kan aftale nærmere.
Med venlige hilsner
Katrine Clausager, kacl@ruc.dk (alias Plyskatten) og Klaus Bloch, kbloch@ruc.dk (alias Marloch)
De andre driller mig nok…
maj 22, 2007…men så nåede vi endnu et rundt tal: 1.100 steder i København. De andre driller altid, når jeg skriver de her indlæg. Men jeg bliver sgu bare så glad, når vi rammer de der tal, som virkelig viser, hvor aktive og fantastiske brugere, vi har. Længe leve jer!
Og fik vi nævnt, at vi holder fest den 22. juni? Det bliver kl. 19, der bliver gratis øl, og det bliver på et større spillested på Nørrebro
Tumper
maj 18, 2007De gode mennesker ovre på Slikleksikon er blevet angrebet af spam. Det er måske ikke så overraskende, når de har valgt en teknisk løsning, hvor man ikke skal registrere sig, med de fordele og ulemper, det giver. Hvad der til gengæld er overraskende – og ubehageligt – er, at omtalen ikke bare er den klassiske reklame for de forkætrede penisforlængelser, botox -indskydninger og pokersites. Det er i stedet et (virkelig bøvet) personligt angreb på en af bagkvinderne, Emme – Hun poster selv link til screendump af spam-angrebet. Se også Dorte Tofts blog-indlæg.
Spam-angrebene på mitKBH har været til at overse. Udover et par registrerede robotter, der ikke har kunnet finde ud af at skrive, er vi gået ram forbi, i store træk også her på bloggen. Og det tætteste vi er kommet på personlige angreb er da også en enkelt restaurant-ejer, der så sig nødsaget til at ringe og sige “Jeg ved, hvor du bor”, “Du ved ikke, hvem du har med at gøre” og den slags i telefonen. Relativt uskyldigt.
Men det ændrer ikke ved, at problemet med personlige angreb og trolls potentielt er rigtig stort. Ikke så meget fordi det ødelægger brugeroplevelsen for folk, der besøger sitet. Men mere fordi den her slags spam kan fratage initiativtagerne på Slikleksikonnet deres virkelyst. Og det fortjener hverken de eller deres brugere.
Men det er svært at dæmme op for problemet – på nær hvis vi kan rense internettet for idioter, og den kamp er desværre nok tabt for længe siden. Selvom jeg godt kan forstå ideen i at offentliggøre personens navn og dermed fortælle folk, at de altså ikke er anonyme på internettet, strider det i hvert fald stadig mod min retsfølelse. Og så kan slikfolkene nok bruge deres energi mere konstruktivt på at spise slik og lave nye funktioner end på at jage spøgelser. Heldigvis har Slikleksikon også fået masser af god omtale, og mon ikke det samlede indtryk stadig er positivt for de fem slikfattere og -muttere?
Vi tror i hvert fald mere på, at en dårlig oplevelse skal følges op af ti gode.Så på JFK’sk facon vil vi gerne sende vores sympati til Slikleksikon fra mitKBH: Vi har også tykke kinder. (For Mikkels vedkommende skyldes det al den foie gras, han sætter til livs. For os andres vedkommende er det naturens straf. Mmm… guldkarameller!)
Husk forresten at sætte kryds i kalenderen til mitKBH-fest (gratis øl!) fredag den 22. juni.
Sæt kryds i kalenderen 22. juni
maj 17, 2007- for der holder mitKBH fest. Det bliver fredag aften med nogle gratis øl i nogle timer. Vi vender tilbage med flere detaljer, men sæt kryds, sæt kryds!
Vi skal da ha en API
maj 9, 2007Før eller siden laver vi et API således andre kan begynde – rent teknisk – at interagere med mitkbh og bruge indholdet i andre sammenhænge.
Men hvordan gør man lige det?
Jeg har ikke lavet en API før, men jeg kan da sagtens klampe noget sammen – men der må da være nogen der har tænkt nogle tanker her, således vi ikke laver alle begynderfejlene.
Er er nogen der har erfaringer eller tommelfingerregler omkring dette?
Og hvad ville egentligt være interessant at kunne?
Google maps på mobilen
maj 9, 2007… i England! Men det kommer vel også til DK på ét eller andet tidspunkt
De har lige annonceret det og du kan se lidt hvad det handler om på denne video:
Genstart
maj 8, 2007Rasmus og jeg glæder os rigtig meget til årets Reboot, som løber af stablen i slutningen af maj måned. Vi glæder os til nye ideer, nye inputs, nye mennesker og en masse oplevelser. Jeg håber på at møde nogle spændende mennesker og høre om alle deres fantastiske projekter.
Jeg glæder mig blandt andet til at møde:
- Emme, Jesper & resten af slikfolkene og høre om deres erfaringer og tanker, nu ingen af os kunne være til deres launch
- MangoSpot-drengene og høre om der snart er flere steder tilbage i Århus, der ikke er anmeldt
- Connecta for at snakke om, hvordan det er at udvikle 2.0 op af en stor koncern – og høre om deres fine Sunrise-seminarer
- Trine, som jeg har trådt mine RUC-barnesko med, og som i dag gør sig som blogrådgiver og online parterapeut
- og en hel masse andre, brugere eller ej – skriv meget gerne i kommentarfeltet, hvis I kommer
Og jeg håber på at finde nogen, der vil snakke om Lifestreams, om mobile netværk, om hvordan vi får forhindret kløften mellem de aktive og de passive, om hvordan man skaber en deltagerkultur på et site, om Microformats, om aflukkede sociale netværk, om hvordan man fører 2.0 ind i en corporate sammenhæng, om hvordan man kan være konsulent og lave 2.0, om hvordan man overbeviser kunder om fordelene ved beta-kulturen, om hvordan man får virksomheder og organisationer til at slippe kontrollen, om hvor den næste øl skal komme fra og en hel masse andre ting.
Anti-snyd system online
maj 7, 2007Så fik jeg lige opdateret mitkbh her til aften.
Det er hovedsageligt performance forbedringer, men der lurer også en del andre ting under hjelmen.
Fælles for stort set alle de opdaterede ting er dog, at du ikke vil opdage dem.
Vi har i den senere tid arbejdet en del med vores “anti-snyde” system som på automatisk vis skal fange suspekte anmeldelser og ratings. Jeg kan selvfølgelig ikke fortælle hvordan vi har lavet det, men det giver os muligheden for at skjule en anmeldelse og kontakte forfatteren bag hvis vi mener der er noget lusk med i foretagende.
Dette skulle – i samarbejde med “brok” funktionen – gerne give os muligheden for hurtigt at reagere når der rapporteres om ufine metoder.
Det skal dog siges, at det er under 1% af vores snart 2500 anmeldelser som vi synes ser lidt fordækte ud, så alt i alt må det siges at problemet ikke er stort – og det håber vi jo heller ikke bliver tilfældet i fremtiden, men helt naive går det jo heller ikke at være
Andre ting vi har fikset:
- Der har været problemer med at linieskift forsvandt i anmeldelser – det skulle nu gerne virke korrekt
- Problemer med login skulle også gerne være løst
- Caching skulle gerne fungere lidt bedre (det kan man jo tweake på i al evighed)
Det var vidst alt for i aften
/rasmus
Brochurer, bøger og andre websites
maj 5, 2007Da internet og web brød frem i 1990′erne, var det ganske naturligt, at man forstod mediet i forlængelse af alle de andre medier, man allerede kender. Alt bliver digitalt, råbte de glædesstrålenede, og så frem til at bøger, musik, film, aviser og alt andet mellem himmel og jord ville blive digitalt. Og selvom det er gået langsommere, end man håbede i 90′erne, er alle de gamle medier da også ved at blive digitale. Man kan se film på Filmstriben, læser bøger på Ebog, købe musik hos iTunes osv.
Jeg tror egentlig, det er ganske menneskeligt. Når man ser noget nyt, fortolker og forstår man det ud fra ting, man allerede kender. Det er svært at bryde med kendte vaner og normer. Når ideerne blev rigtig højtsvævende (og det blev de tit), talte man om multimedier og om the information super highway. Fokus var på, at med internettet kunne man distribuere billigt, hurtigt og verdensomspændende – og man kunne endda blande medierne og lave multimedie. Det sidste førte til en sand storm af animerede gif’er, flash-film og alt muligt andet støj.
Problemet med de mange gode tanker er, at internettet ikke bare er en brochure eller en avis med strøm på. Det er helt rigtigt, at der er mange fordele ved internettet fremfor traditionelle tryksager. For eksempel det hurtige, det billige, det verdensomspændende og muligheden for at blande mange medier. Ja, selv hypertext - muligheden for links her og der – er ikke det rigtig unikke ved web.
For vi skal ikke se web som en elektronisk avis. Og vi skal ikke se web som en kombination af eksisterende ideer. Web er et medie i sin egen ret: Det eneste massemedie, der i sin natur giver mulighed for dialog. Der er i princippet ingen forskel på, hvad man kan gøre fra den ene og den anden computer. Man kan give muligheden for at brugerne kan bidrage, interagere, skabe og blande sig på en helt anden måde end i traditionelle medier.
Hvis man er utilfreds med en avisartikel, kan man groft sagt vælge mellem at slå det hen, at smide avisen ud eller at opsige sit abonnement. Hvis det går rigtig højt, kan man sende et læserbrev ind og håbe, det bliver optaget. Men magtbalancen vil altid være skæv. Det er redaktøren, der prioriterer, hvad der er plads til. Og læserbrevet bliver først bragt lang tid senere i en helt anden kontekst. Lige meget, hvor meget udgiveren af en bog, en brochure eller en avis ønsker det, kan han aldrig give sine læsere fuld indflydelse.
På web kan brugerne få ligeså meget indflydelse, som udgiveren ønsker det. Der er ingen grænser. Hvis man ønsker at give en stemme til sine kritikere på virksomhedens hjemmeside, kan man gøre det (og naturligvis svare igen). Hvis man vil personalisere indholdet helt ned til den enkelte bruger, kan man gøre det. Hvis man tror på, at der også findes kloge mennesker udenfor organisationen, kan man give dem mulighed for at lave rettelser. Hvis organisationen tror på, at dialog med interessenterne er en god ide i det fysiske rum, hvorfor laver de fleste virksomheder og organisationer så fortsat websites, der bare er brochurer og bøger, der er sat strøm til?
Også postet på min egen weblog.

Skrevet af morten
Skrevet af mikkelsander
Skrevet af morten