Hvordan går det med mitKBH?

november 25, 2007

Det er der mange, der spørger om for tiden. Og svaret er nemt: Det går godt!

  • Vi har nu over 3.000 registrerede brugere – nr. 3.000 blev Medivl, som er 42 år og fra Holbæk
  • Vi dækker nu (næsten) 1.500 forskellige steder i København – et tal jeg personligt troede, vi skulle vente flere år på (i skrivende stund er vi på 1.497) – og der er over 4.000 anmeldelser af dem.
  • Vi har hver eneste dag over 2.000 besøg fra brugere

Omvendt vil vi selvfølgelig gerne have endnu mere trafik og endnu flere brugere – så vi kan få en endnu bedre guide til København. Der er helt sikkert stadig perler derude, som vi ikke har fået anbefalet til hinanden. Men det er vores lod, at vi ikke har midler til at lave egentlige markedsføringskampagner – vi har nemlig ikke nogen penge. Så i stedet må vi klare os med mund-til-mund, gode google-placeringer og så måske en lille fest til foråret.

Hvis du har nogen gode ideer til, hvordan vi kan få endnu flere brugere, er du meget velkommen til at give et bud. Hvad skal der til, for at du inviterer dine venner med ombord?