Hvem ejer egentlig indholdet?

Jeg sidder i min vindueskarm på 4. sal og skriver dette indlæg. Jeg kan se ned på min baggård her på Frederiksberg. For 6-7 år siden blev alle vægge og hegn i gården fjernet, og det betyder at den ret store blok har en hel lille park til fælles.

Jeg har ikke selv børn, men jeg kan se på børnene nede i gården, at de også er glade for, at de kan dele gården med andre børn. De deler legetøj, spiller fodbold og laver alskens ballade uden at komme i kontakt med biler.

Jeg er sikker på, at der dengang var mange der frygtede at deres eget lille stykke græs ville blive overrendt, og at forandringen ville være forfærdelig. Men heldigvis vandt den holdning, at alle ville være gladere hvis hele gården blev delt af alle.

Den åbenhed håber jeg også, vi ender at have i forhold til mitKBH’s indhold. Vi har ikke noget særligt ønske om, at folk partout skal læse anmeldelserne på vores website: Hvis vi kan tilbyde folk et RSS-feed, der gør, at de kan vise deres yndlingssteder eller seneste anmeldelser på deres egen blog, så lad os da gøre det. Det handler jo først og fremmest om, at få gjort København mere tilgængelig for københavnerne.

Vi er fulde af respekt for de andre sites, der prøver at lave en guide til København. Vi ved, at det ikke er helt nemt. Men vi mener også, at vi er noget helt andet end dem. For alle typer websites har jo deres egne styrker. Vi giver gerne et link til en anmeldelse hos Pubspotters, der kan være evigt morsom i sin egen sardoniske tone eller til aok, der er fantastiske til at have opdaterede informationer om deres annoncørerbyens steder.

Derfor vil vi også gerne have adgang til deres indhold. Vi vil gerne linke systematisk til dem (og håber, de vil gøre det samme til os). Men vi må ikke gøre det uden at spørge. Det er nemlig ulovligt. Så hvordan får vi så sat informationen fri til glæde og gavn for alle? Hvordan får vi fat i indholdet på andre sites som Pubspotters, AOK og ibyen? Hvis vi spørger dem, vil de så opfatte os som konkurrenter og indkalde til krisemøde, som min kollega Lars Sandstrøm gætter på?

Der er ikke nogen tvivl om, at vi på længere sigt skal have fat i de andre sites – i hvert fald når vi er langt nok til at ville være bekendt at vise dem, hvad vi kan. Så må vi bare krydse fingre for, at de har samme forhold til åbenhed som os og nogle kloge beboere på Frederiksberg for år tilbage. Og ikke reagerer som aviserne, der nedlægger fogedforbud mod dybe links og holder søgemaskinerne væk fra deres indhold.

14 svar til Hvem ejer egentlig indholdet?

  1. Thomas siger:

    Tror i skal tænke meget over om i er 110% nonprofit organiseret som en forening ell. lignende – eller om i er kommercielle omend i den lille skala.

    Det vil ihvertfald gøre en stor forskel på min villighed til at deltage og skabe.

  2. Claus K siger:

    Halløj

    Alle tiders projekt I har gang i her! Det holder virkelig godt med den måde man kan bruge tags på. Intet ondt om aok.dk, men dette er lysår forud. Jeg vil helt sikkert vende tilbage igen og igen….

  3. morten siger:

    Hej med jer.

    Claus: Tak for ros. Vi glæder os til at se dig så meget som muligt på sitet.

    Thomas: Vi har absolut ingen forventninger om at tjene nogen penge på mitKBH og har ganske udmærkede jobs alle sammen, hvor timelønnen ligger noget over den, vi ville kunne få hos mitKBH. Det håber jeg er svar på dit spørgsmål.

  4. Thomas siger:

    Det er ikke rigtigt svar på spørgsmålet.

    Hvorfor ikke lave det som en forening/fond hvis målet er ikke-kommercielt. Folk ville nok ikke i særlig grad være med til at skabe Wikipedia hvis dets ejerforhold till var 100% afklarede og nonprofit – på en måde hvor det på et senere tidspunkt ikke kan blive kommercielt.

  5. Mikkel siger:

    Jeg synes ikke, der er nogen grund til at begynde at bekymre sig om at lave en forening eller noget lignende. Jeg har ikke noget problem med, at dem, der arbejder hårdt på at lave en god hjemmeside, også tjener lidt penge på det (og som en, der også selv bruger Google reklamer ved jeg, at det ikke drejer sig om ret mange).

    Thomas, Wikipedia er specielt fordi det kræver en løbende indsats fra brugerne bare at holde det rent for spam og snavs. På MitKBH kan du skrive anmeldelser af steder, du elsker eller hader, og så behøver du ikke bekymre dig mere om indholdet.

    Jeg så gerne en lille notits om, at anmeldelserne var copyright brugerne eller copyright MitKBH, så jeg kunne vide, hvem der ejede indholdet, men det ville ikke betyde noget for mit engagement i MitKBH, om jeg selv eller MitKBH ejede mine anmeldelser.

  6. Mads siger:

    Jeg kender folkene bag Pubspotters dem tror jeg sagtens I kan snakke med. Det er jo bare en hobbyside.

    AOK er nok en helt anden historie.

    /M

  7. mikkelsander siger:

    Mht. til rettigheder, så er det på vores to do liste at smide info op om at mitKBH udgives under en af Creative Commons licencerne. Så der kommer mere om det i nærmeste fremtid.

    Ja kan fortælle at vi PT har tjent knap 7 dollars på vores googleads. Vegas here we come🙂

    Mvh
    Mikkel
    mitKBH

  8. Mads siger:

    Et spørgsmål, jeg lige kom til at tænke på: Må man bruge Google Maps API, når det ikke er et NON-Profit site?

  9. juliusthy siger:

    Hej Mads,

    Ja det må man gerne, så længe alle bare har adgang til kortet er der ikke noget problem. Du kan læse mere her:
    http://www.google.com/apis/maps/signup.html

    Hilsen Julius

  10. Mads siger:

    Tak for linket. Det er da fantastisk. Der plejer altid at være en non-commercial catch.

    *^_^*

  11. CHristianILondon siger:

    Det er sgu interessant – fortryder nu at jeg ikke laeste IT-ret paa uni, men Forfatningsret loed meget mere sexet (AAAAARGH, WHAT WAS I THINKING!!?!?!?)

  12. morten siger:

    MitKBH er et hobbyprojekt. Vi tjener ikke penge på det. Hvis websitet skulle blive en kæmpe succes, kunne det da blive vidunderligt, hvis annonceindtægterne kunne give indkomst til en god middag engang.

    Men vi hader påtrængende annoncer og sammenblanding af annoncer og redaktionelt indhold. Og det går vi ikke på kompromis med.

    Venlig hilsen
    mitKBH redaktionen🙂

  13. Jeg kan godt forstå, at I forsøger at holde fanen meget højt mht. at adskille annoncer og redaktionelt indhold, for det er alfa og romeo for at bevare troværdigheden.

    Meen, kunne det ikke godt være, at http://www.mitkbh.dk blev så stor en succés, at annoncører vil TIGGE om at kunne komme til at annoncere?

    Og så kunne det jo godt være, at der kunne blive til noget mere end en god middag!

    For det er vel muligt at adskille annoncer og redaktionelt indhold og fastholde vandtætte skotter herimellem. Selv Information sælger jo annoncer!

    Troværdigheden kan jo i øvrigt også blive truet af andet end pres fra annoncører, f.eks. af at indehavere af barer, restauranter mv. eller folk med tilknytning til dem, selv begynder at skamrose deres steder. Og så ville det måske blive nødvendigt med lidt fastere tilknyttet arbejdskraft til at overvåge om en sådan trafik opstår? Men det kan da godt være jeg ser spøgelser ved højlys dag.

    Det korte af det lange er, at jeg mener det vil være smart at give en struktureret overvejelse af forskellige udviklingsscenarier.

    Mvh

    Erik Willumsgaard

  14. morten siger:

    Hej Erik

    Først det med annoncerne:
    Vi har principielt ikke noget med annoncer. Vi vil bare ikke gå på kompromis med brugernes oplevelse. Det betyder, at vi for eksempel ikke vil tjene penge på at kræve, at folk betaler for et link, for sammenblanding af redaktionelt indhold og annoncer eller ved store højtråbende, blinkende flash-bannere for porno.

    Så det med spam fra stederne:
    Der er grundlæggende to slags spam: Enten oprettet stedejeren selv flere brugere og stemmer med. I givet fald kan vi se det på hans ip-adresse, og så sætter vi hurtigt en stopper for det.
    Og ellers får han sine ti venner til at oprette brugere og skrive positive anmeldelser. Når folk har spurgt til, hvad vi gør, når en ejer af et sted gør det, har vores første svar altid været “Vi glæder os”. Glæder os over, at vi er blevet vigtige nok til, at han gider det.
    Det næste vi så siger er, at forhåbentlig udjævner det sig. Hvis der er fem gode anmeldelser af et sted, besøger andre brugere nok stedet – og hvis de bliver skuffede, skriver de nye anmeldelser og trækker karakterne ned.

    mvh
    Morten

%d bloggers like this: