Så krydsede vi 1300 anmeldelser, og der er masser af andet nyt

Anmeldelse nummer 1.300 (!) på mitKBH var af Den Tatoverede Enke, og den blev skrevet af en af mitKBH’s mest ølglade brugere, labesate. Normalt hedder han Lars, og jeg sidder og kigger på ham rigtig mange timer hver uge – vi er nemlig kollegaer og sidder lige overfor hinanden. Alligevel giver mitKBH mig et endnu bedre indtryk af hans smag, end jeg får over skrivebordet. Sjovt.

Der er også masser af andet nyt. Interessen om sitet er efterhånden blevet rigtig stor. Et par eksempler:

  • Forleden kunne jeg tvangsindlægge alle mine kollegaer til en gennemgang af sitet. Sammen med førnævnte Lars holdt jeg nemlig gå-hjem møde hos Bysted om sociale medier – og så var mitKBH jo et oplagt eksempel.
  • På tirsdag skal et par stykker af os så fortælle til et gå-hjem møde hos designvirksomheden 1508. Dem er jeg tit i konkurrence med i mit daglige arbejde, så det glæder jeg mig til.
  • Vi bliver også interviewet til brancheportalen Kommunikationsforum i løbet af ugen. Skægt i sig selv, for det er et af de få medier, vi aktivt har gjort noget for at gøre interesseret i os – men uden held. Men nu bliver vi altså interviewet af Peter Svarre fra Hello Group. Det glæder jeg mig også til, for han har været med til at lave Avisen.dk, som jeg synes er rigtig vellykket.
  • Så er der også gang i snakken ovre på det rigtig spændende initiativ KollektivIntelligens.dk. Tjek det ud, ikke kun for at se diskussionen om mitKBH, men også fordi de har gang i mange andre fede ting, bl.a. et predicition market – sådan et glæder jeg mig til vi får på mitKBH.
  • Der er også en helt masse spændende mennesker, der har henvendt sig og gerne vil snakke, drikke kaffe og samarbejde. Indtil videre er der ikke kommet noget konkret ud af det, men vi har da mødt nogle søde og rare mennesker, og vi glæder os til at møde flere! Når der kommer noget ud af det, skal vi nok sige til.
  • Åh ja – og forfængeligheden længe leve: I et af de kommende numre kommer der en lillebitte notits i Euroman. Så er Julius’ og mit primære succeskriterie opfyldt (indtil vi kan komme på forsiden)😉

Den tekniske side af sagen er der også kog under. Rasmus og Morten L arbejder stenhårdt på bl.a. at få profilsiden færdig. Når den er på plads, begynder vi at have en side, der ligner noget. Så kan vi komme i gang med at udvikle på alle ideerne!

2 svar til Så krydsede vi 1300 anmeldelser, og der er masser af andet nyt

  1. Mads siger:

    Tillykke med succesen! Den er velfortjent!

%d bloggers like this: