MitKBH’s helte – #4: Six Apart – opfinderne af Trackback

De første par posts om vores helte har handlet om forskellige websites. De næste par stykker kommer til at handle om personer.

Som en god gammeldags nørd tog det mig lang tid at indse det fantastiske ved weblogs. Jo, gu var det da smart, at folk havde nemt ved at opbygge en personlig hjemmeside, og dejligt at der var så små entry barrierer, men altså… de kunne jo bare have brugt Frontpage! Og interaktion via kommentarer er da også fint nok, men det er jo ikke rigtig nyt, hvis man havde været vant til usegroups og debatfora.

For mig er det helt fantastiske ved weblogs trackbacks, som efter min mening gør weblogs til et vidunderligt demokratisk værktøj. Trackback blev opfundet af Six Apart, som er softwarefirmaet bag Movable Type. Og det helt vidunderlige er, at trackbacks muliggør samtaler på tværs af sociale og geografiske skel.

Forestil dig, at hver gang der blev refereret til dig et eller andet sted i verden, fik du et telefonopkald om det med mulighed for at deltage i samtalen. Sådan fungerer track backs. Hvis en anden blog refererer til et af dine indlæg, kommer der ganske automatisk (sådan da…) et link hos dig: Hey! Vi snakker også om det samme herovre! Det fører til, at debatter bliver åbnet op og ikke længere er bundet til det enkelte website. Det fører i øvrigt også til, at weblogs bliver bundet sammen i et netværk, og at det giver mening at tale om en blogosfære som andet og mere end nogle mennesker, der læser hinandens websites.

Lektien er klar: Dit site kan en masse. Men indholdet kan mere. Lad være med at prøve at bygge hegnspæle omkring dit indhold. Det kan gøre mere nytte, hvis det får lov at sprede sig. (Og den lektie er så blevet draget af alle de store – fra Google til Yahoo. Skønt – men trackback var både tidligt fremme, og er en vidunderligt simpel og allestedsnærværende implementering af tankegangen).

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: