Hvad må jeg mene om min vens cafe?

Et par tænkte eksempler, som vi gerne vil høre jeres mening om – hvad er i orden?

  1. Min ven åbner en cafe. Jeg besøger den, drikker kaffe, spiser noget mad og har en god oplevelse. Jeg går hjem og skriver en positiv anmeldelse.
  2. Min ven åbner samme cafe, og jeg har samme gode oplevelse. Han opfordrer mig til at skrive en positiv anmeldelse.
  3. Min ven inviterer alle sine venner og bekendte ned på cafeen, og opfordrer dem til at skrive anmeldelser af sin nye cafe.
  4. Min ven åbner en cafe og opfordrer alle han kender til at skrive anmeldelser – uanset om de har besøgt stedet eller ej.

Hvad er i orden med jer? 1’eren er sikkert fin med de fleste og 4’eren er for meget. Men hvad med 2’eren og 3’eren?

Et mindre tænkt eksempel: Vi kan se, at Cafe Chill Out har fået otte meget flotte anmeldelser på meget kort tid. Vi kan også se, at alle otte brugere er helt nyoprettede. Kun én af de otte brugere har skrevet anmeldelser af andre steder. Men der er ikke tale om regulært snyd: Der er forskellige ip-adresser, forskelligt sprog og meget andet, der indikerer, at der er tale om otte regulære mennesker. Men er det i orden?

Vi har indtil videre sagt, at det er helt i orden. De positive anmeldelser vil sandsynligvis få mange brugere til at besøge stedet. Hvis de ikke er enige i de første anmeldelser, skal de nok komme ud med deres mening, og så regulerer det sig selv efter noget tid. Men vi vil gerne høre jeres mening – både om de tænkte eksempler og om det aktuelle eksempel.

8 svar til Hvad må jeg mene om min vens cafe?

  1. morten siger:

    En forbilledlig måde at anmelde sin vens atelier:
    http://www.mitkbh.dk/node.php?node=934

  2. Trine siger:

    En god anmeldelse, positiv eller negativ, er saglig (gerne med et glimt i øjet) argumenterer for hvad der fint, og hvad der er skidt, ved det sted man anbefaler eller fraråder.

    Når jeg selv læser anmeldelser, så fokuserer jeg på beskrivelser og indhold, som omtaler værdier, som jeg selv sætter højt. Det som interesserer mig mest er at finde nye steder, som kan give mig nye herlige oplevelser. Ligeledes fokuserer jeg på de ting, som glæder mig, og som jeg gerne viderebringe til andre, så de kan få glæde af dem også, når jeg selv skriver anmeldelser. Så for mig at se er det OK at være positiv. Men der er grænser.

    At dele sine erfaringer er netop det, jeg forstår ved mitKBH. Man behøver ikke nødvendigvis at være enig med mine anskuelser, og forhåbentligt er der også nogle som giver udtryk for det. Hvad er ellers pointen med at forsøge at matche mine profil med andres?

    Hvis vennen opfordrer sine venner til at skrive anmeldelser (2, 3 og 4’eren) svarer det så ikke næsten til at han/hun selv opretter flere profiler? Eller at der stemmes flere gange på det samme sted? Hvilket strider mod reglerne for mitKBH.

    Jeg er (naturligvis) ikke tilhænger af, at man opfodrer folk til at skrive anmeldelser på den måde.

    Personligt gider jeg ikke bruge tid på at rose et sted, som i forvejen har fået masser af ros. Der må gerne være en nyhedsværdi i anmeldelserne. Mange af anmeldelserne af Café Chill Out er variationer over det samme tema. Det er ikke specielt underholdende læsning.

  3. Mikkel siger:

    Det er utroligt, så mange af anmeldelserne af Café Chill Out, der bruger ordet gennemført.

    Angående eksemplerne. Nummer 1 til 3 er i min mening okay. Der er ikke noget galt med at opfordre folk til at anmelde et sted, og så længe de ikke lyver om stedets kvalitet, er der jo ikke noget galt i at kende ejeren (det ville være et pænt træk at nævne det, men det er umuligt at kontrollere, om folk gør det).

    Nummer 4 er åbenlyst forkert. Selvfølgelig må man ikke anmelde et sted, man ikke har besøgt. Det ville jo underminere hele idéen med mitKBH.

    Nu, hvor vi som brugere har fået mulighed for at “anmelde anmeldelserne” ved at markere dem som “fik mig til at grine” og “gjorde mig klogere”, synes jeg, det ville være en god idé at sortere anmeldelserne, så de mest informative anmeldelser var øverst, dernæst de sjoveste og nederst alle de andre.

    Hvis man arrangerede anmeldelserne på den måde først, og bagefter sorterede de anmeldelser der “stod lige”, dvs. havde lige mange stemmer, efter hvor mange gange forfatteren tidligere var blevet markeret for “fik mig til at grine” eller “gjorde mig klogere” på andre anmeldelser, kunne man undgå det værste spam, idet anmeldelser skrevet af folk, der lige havde meldt sig til, ville blive placeret nederst på siden. Samtidig ville det være en måde at belønne loyale brugere.

  4. luckow siger:

    Ja, det er selvfølgelig nogle ting vi har i tankerne – lige nu sker der ikke noget ved at “anmelde anmeldelserne” men det skal selvfølgelig bruges i sammenhæng med at relevans-sortere disse og for at give forfatteren et klap på skulderen.

    For mig er det dog interessant om vi skal forsøge at fremhæve når vi kan se at et sted bliver unaturligt “boosted” af gode (eller dårlige) anmeldelser.
    Det er klart, at over tid vil det regulere sig selv, men spørgsmålet er, om det skader troværdigheden på sitet hvis vi ikke på en eller anden måde fremhæver at (1) et givent sted er uldent eller (2) at en anmelder har lav eller høj troværdighed – for dette kan sagtens lade sig gøre rent teknisk.

    Men er det interessant?

  5. Julius siger:

    4. synes jeg er åbenlys forkert. Mit problem med 2. & 3. er at jeg tror en person der er blevet opfordret til at skrive en anmeldelse, af ejeren, helt sikkert vil skrive en positiv anmeldelse uanfægtet af hans egen mening om stedet. Jeg kan derfor ikke bruge en sådan anmeldelse til særligt meget!!

    I længden skal der nok komme nok anmeldelser der overdøver en sådan anmeldelse med positiv bias. MEN synes dog stadig at vi klart skal indikere at det ikke er god stil, og opfordre til at brugere gør som i Mortens eksempel.

  6. maltesen siger:

    Umiddelbart har jeg intet imod, at anmelderne kender en person som måske har åbent en ny bar, café eller et take-away et sted i byen, hvis de bare vejer positivt og negativt op mod hinanden, så der kommer ræson i det.

    Jeg regner med at de fleste brugere godt kan lugte lunten, hvis en person enten har skrevet en anmeldelse af sted, som man selv har med at gøre eller kender ejeren personligt og den efterfølgende anmeldelse er for positiv i forhold til helhedsindtrykket. Andre brugere vil måske kigge forbi stedet og få en oplevelse, som ikke ligefrem var den første anmelders indtryk.

  7. maltesen siger:

    Jeg har lige læst en anmeldelse af DDimage og det lugter langt væk af, at en af profilerne er fotografen selv. Og med til historien hører også, at firmaet slet ikke ligger i København, men i Herlev…

  8. Julius siger:

    Jeps, jeg sletter den nu🙂

%d bloggers like this: