Tumper

De gode mennesker ovre på Slikleksikon er blevet angrebet af spam. Det er måske ikke så overraskende, når de har valgt en teknisk løsning, hvor man ikke skal registrere sig, med de fordele og ulemper, det giver. Hvad der til gengæld er overraskende – og ubehageligt – er, at omtalen ikke bare er den klassiske reklame for de forkætrede penisforlængelser, botox -indskydninger og pokersites. Det er i stedet et (virkelig bøvet) personligt angreb på en af bagkvinderne, Emme – Hun poster selv link til screendump af spam-angrebet. Se også Dorte Tofts blog-indlæg.

Spam-angrebene på mitKBH har været til at overse. Udover et par registrerede robotter, der ikke har kunnet finde ud af at skrive, er vi gået ram forbi, i store træk også her på bloggen. Og det tætteste vi er kommet på personlige angreb er da også en enkelt restaurant-ejer, der så sig nødsaget til at ringe og sige “Jeg ved, hvor du bor”, “Du ved ikke, hvem du har med at gøre” og den slags i telefonen. Relativt uskyldigt.

Men det ændrer ikke ved, at problemet med personlige angreb og trolls potentielt er rigtig stort. Ikke så meget fordi det ødelægger brugeroplevelsen for folk, der besøger sitet. Men mere fordi den her slags spam kan fratage initiativtagerne på Slikleksikonnet deres virkelyst. Og det fortjener hverken de eller deres brugere.

Men det er svært at dæmme op for problemet – på nær hvis vi kan rense internettet for idioter, og den kamp er desværre nok tabt for længe siden. Selvom jeg godt kan forstå ideen i at offentliggøre personens navn og dermed fortælle folk, at de altså ikke er anonyme på internettet, strider det i hvert fald stadig mod min retsfølelse. Og så kan slikfolkene nok bruge deres energi mere konstruktivt på at spise slik og lave nye funktioner end på at jage spøgelser. Heldigvis har Slikleksikon også fået masser af god omtale, og mon ikke det samlede indtryk stadig er positivt for de fem slikfattere og -muttere?

Vi tror i hvert fald mere på, at en dårlig oplevelse skal følges op af ti gode.Så på JFK’sk facon vil vi gerne sende vores sympati til Slikleksikon fra mitKBH: Vi har også tykke kinder. (For Mikkels vedkommende skyldes det al den foie gras, han sætter til livs. For os andres vedkommende er det naturens straf. Mmm… guldkarameller!)

Husk forresten at sætte kryds i kalenderen til mitKBH-fest (gratis øl!) fredag den 22. juni.

4 svar til Tumper

  1. emme siger:

    Hehe – thnx😀
    Runde kinder er ingen skam, det er et tegn på livsglæde!

    Det er heller ikke noget vi bruger tid på mere, det med at finde ud af hvem han er, jeg ville bare gerne signalere, at jeg ikke synes det er acceptabel adfærd. So there. Nu er den ikke længere, og alle har fået appetitten tilbage.

  2. morten siger:

    Godt at høre – se nu at bruge tiden på at give mig anbefalinger til, hvilket slik jeg skal købe, når der kun er alt det kedelige tilbage.🙂

  3. Søren Frank Wannabe siger:

    Synes helt klart I skal besvare den slags trusler med “Alle mitkbh’s bruger ved, hvor din lusede restaurant ligger”….

  4. morten gade siger:

    Jeg besvarede nu med at invitere ham på kaffe, men det ville han desværre ikke🙂

%d bloggers like this: