Det går så godt! :-)

Det går stærkt fremad med mitKBH på mange fronter. Så her er en slags status-post om alt muligt!

Vi har fået vores bruger nr. 2.000 – det gjorde vi faktisk på dagen for vores fest. Vi har skrevet til ham og spurgt om et interview, ligesom vi i sin tid lavede med storm.

Juni måned blev den måned hidtil, hvor vi har fået allerflest anmeldelser ind. Hele 386 anmeldelser blev det til! Du kan følge med i statistikken her. En af forklaringerne er nok, at vi har gjort det mere synligt, at man kan skrive sine egne anmeldelser – men hvad kan ellers være grunden, tror du?

Det er heller ikke lang tid siden, vi krydsede 1.000 fotos – det er inklusive profilfotos men alligevel rigtig flot. Vi takker de aktive fotografer, især Maltesen, Mona Lisa og Trine.

Af andre nøgletal krydser vi lige straks 9.000 ratings – det er altså 9.000 gange, at en københavner har fortalt, hvad han eller hun synes om et sted i byen. Sejt!

Det er jo også superfedt for os, der har stået bag det. Efterhånden får jeg selv rigtig mange gode ideer til, hvor jeg skal gå hen i byen – også til masser af steder, jeg aldrig har hørt om. Og jeg ved, at de andre har det på samme måde. Det er sgu fedt at se, at det virker! Yeah!🙂
Og så er der jo mobiludgaven, som vi endnu ikke har noget pålidelig statistik for. Men her er et citat fra mig en anonym bruger: “Hold kæft hvor er det fedt! Hvis man står et sted i byen og mangler et telefonnummer for at bestille bord eller en adresse! Eller hvis man ikke aner, hvor man skal gå hen! Det er suuuuuper nice! Og jeg var endda skeptisk først – men selv på min gamle skodtelefon virker det som en drøm!”

Vi synes til gengæld ikke helt, det går stærkt nok med at få mere trafik. Vejret spiller selvfølgelig ind – i de her dage gider folk kun kigge på dmi.dk – men vi synes faktisk stadig, at vi burde vokse mere. Så her er en lille voxpop: Har du fortalt dine venner om mitKBH? Hvordan reagerer de? Hvordan fortæller du om det? Har du nogle gode ideer til, hvordan vi kan markedsføre os? Har du lyst til at gøre noget for at sprede ordet om mitKBH?

Der er lukket for kommentarer.

%d bloggers like this: