Husk fest på fredag

maj 28, 2008

På fredag holder MitKBH fest på Cafe Retro med gratis øl fra kl. 19 og så længe lager haves. Tilmeld dig her. Vi glæder os til at se dig!


Byens fem bedste shawarmaer

maj 25, 2008

Klokken er fem. Hvad enten det er fem nat eller fem eftermiddag, skal du bruge en shawarma. Men hvor får du den bedste? Her er fem forslag fra brugerne på mitKBH.dk:

1. Merhabas Kebab 5 propeller
2. Galaxe Pizza Bar 4,5 propeller
3. Pizzateket 4,5 propeller
4. King of Kebab 4,5 propeller
5. Boys Shawarma 4 propeller

Merhabas Kebab

Den rare hr. Merhaba laver faktisk ubetinget byens bedste shawarma. Hans mor står der sommetider, og på trods af at hun er vældig sød, så er hun beklageligvis ikke så stærk i shawarma-faget som sin søn. Det kan derfor anbefales at undersøge hvem der står bag disken inden man køber ind. Fru Merhaba kan kendes på brillerne og tørklædet.
-speedster

Galaxe Pizza Bar

Byens suverænt bedste shawarma. Ingen over, ingen ved siden af. Mennesket kører gerne fra den anden ende af byen når det vil forkæle sig.
Skiltet viser at Mehmet sælger andre ting end en god shawarma, men jeg er i løbet af de vel ca. 10 år jeg er kommet der endnu ikke nået til andet end shawarmaen, pålidelige kilder siger dog at resten også er godt.
− JMD

King of Kebab

Jeg har spist usandsynligt mange durum med shawarma mellem kl 02-05 på King of Kebab. Det er ubestridt den hurtigste, hyggeligste og snakkesageligste betjening på nørrebrogade… Og så er det faktisk også rigtig god durum med både tomat og agurk udover den obligatoriske salat og dressing. Falafellen er også at anbefale, men der har jeg ikke så meget at sammenligne med, er en shawarma boy. Priser 30-35 kroner afhængig af tidspunktet…
− Iver

Boys
Boys shawarma er så tæt man kommer på et grillbars-unikum i København. Stedet formår nemlig at skille sig ud fra mængden ved at have et komplet vanvittigt navn i en branche der ellers normalt gør sig bemærket ved dens trivielitet på området! Store props til boys for denne tiltrængte nytænkning!
Nå ja, deres mad er forresten også glimrende og betjeningen er i højeste klasse!
-Ræven


De bedste scoresteder i København

maj 17, 2008

Det er forår, og alle andre har en kæreste. De går i hånd, nusser hinanden i Kongens Have og kysser – bare for at håne dig. Men heldigvis kan MitKBH‘s brugere hjælpe med de fem bedste – eller værste – scoresteder.

1.    Eiffel bar 3,5 propeller
2.    Nasa 3 propeller
3.    Leopolds 3 propeller
4.    Ludwigsen 2,5 propeller
5.    Dakota 2,5 propeller

Eiffel bar

Det er bestemt en klassiker blandt værtshuse. Med yderst blandet publikum. Jeg boede på Havnen ½ år omkring 1990, og selv flere år efter vidste bartenderen lige præcist, hvad jeg havde lyst til at drikke, alt efter tidspunktet på døgnet, når jeg vendte frygteligt tilbage. Herunder altid gratis kaffe, og priser, som man stadig ikke bliver ruineret af, trods den tiltagende mondænisering/spolering af Christianshavn. Og i weekenderne har det bestemt også været et godt scorested. Det vil jeg da tro stadig gælder. Nu hvor jeg er gift, tester jeg ikke den slags så meget mere!
-E_N_Willumsgaard

Nasa

Glem konceptet NASA – og brug de gennemførte lokaler med god musik, plads, aircondition, service, ingen slagsmål og høflige folk – til at jage byens lækreste fyre!
-Katrine

Leopolds

Leopolds fik i 2005 en femteplads på AOKs liste over byens bedste flirtested, hvilket er helt fortjent, og det er tydeligt at en god del af gæsterne kommer med dette i tankerne. De fleste gæster ligger i alderen mellem 25 og 35 år, og stilen er smart på den lidt for smarte måde
-julius

Ludwigsen

Ludwigsen (eller ‘Luderen’ blandt… venner) er et stort værtshus på Vesterbrogade. Det er et udtryk for den blanding, Vesterbro stadig er – her kommer håndværkere, studerende og alle andre, der lige skal have en øl. Stedet er på ingen måde stilet, men er lidt beskidt og rough.

I hverdagene er stedet ret trist, men i weekenden er der proppet fra 23-tiden. Så udvikler stedet sig til et scorested, især omkring den store bar, der er centrum i lokalet.
-morten

Dakota

Ja altså score, det kan man på Dakota. Stedet er dejlig uhøjtideligt og de besøgende er som regel nede på jorden og helt ligetil. Man er næsten altid velkommen ved et bord hvor der er en ledig plads, og der er konstant trængsel på dansegulvet. Intet fancy hovski snovski, og ikke så mange bøllebank.
-sine


MitKBH holder fest på Cafe Retro den 30. maj

maj 10, 2008

Nu holder vi fest igen. Vi håber, du vil være med!

Der er kommet lidt småpenge i annoncekassen igen, og derfor er vi blevet enige med de søde mennesker fra Cafe Retro om, at det er tid til at holde en sommerfest. Det er din chance for at møde andre dejlige mitKBH-brugere. København skal jo ikke kun opleves fra en skærm. Det bliver fredag den 30. maj klokken 19, så sæt kryds i kalenderen. Tilmelding kommer op på sitet i løbet af et par dage. Indtil da må du nyde forårssmukke KBH.